Dage
Timer
Tips til badning af din nyfødte
Ansvarsfraskrivelse: Indholdet i denne artikel er ikke medicinsk rådgivning og kommer ikke fra en læge. Rådfør dig altid med en kvalificeret sundhedsperson eller børnelæge for at få råd om dit barns helbred.
For nybegyndere er det helt naturligt at føle sig lidt usikker på, hvordan man håndterer denne lidt vanskelige og anderledes opgave. Så vi dykker ned i det grundlæggende. Det vil forhåbentlig hjælpe dig med at føle dig mere sikker, når det er badetid – især til dit barns første bad og de allerførste måneder.
Sikkerhed frem for alt
Alle børn er forskellige, og det er vigtigt at tilpasse baderutinen til dit barns behov. Hvis du har specifikke bekymringer eller spørgsmål om badning af din nyfødte, skal du rådføre dig med en sundhedsfaglig person for at få personlig vejledning.
Når du bader en nyfødt, en baby eller et lille barn, kommer sikkerheden altid i første række. Uanset hvor gammelt dit barn er, må du aldrig efterlade det alene eller uden opsyn i badekarret. Selvom der ikke er ret meget badevand, er der altid en risiko. Det er vigtigt at følge de fastlagte sikkerhedsretningslinjer og blive hos dit barn under hele badet.
Sørg for, at du har forberedt alt på forhånd, så du kan blive sammen med og fokusere på dit barn, så det bliver en afslappende og sjov oplevelse for jer begge.
Hvornår må jeg bade mit nyfødte barn?
Der er en del debat om, hvornår det er bedst at begynde at bade nyfødte. Det meste af denne diskussion drejer sig om, hvorvidt det er sikkert at bade et barn, mens navlestrengen stadig sidder fast. Mange kilder er enige om, at det generelt er sikrere at vente, indtil navlestrengen falder af, hvilket typisk sker inden for de første par uger.
Indtil navlestrengen falder af, og navleområdet er helet, anbefales det generelt at vaske din nyfødte med en svamp ved forsigtigt at rengøre barnets ansigt, hals, hænder og bleområdet. Det kaldes etagevask. Når navlestrengen er faldet af, kan du gå over til et almindeligt bad.
Hvor ofte skal jeg bade min baby?
Der er ingen strenge regler for, hvor ofte du skal bade din baby. I de første par uger bevæger babyer sig ikke meget og bliver heller ikke særlig snavsede, så de behøver ikke et bad hver dag. Men hvis det ikke stresser barnet, og det nyder at blive badet, kan du give det et bad en gang om dagen.
Selvom rådene varierer, peger de fleste på, at ca. to gange om ugen er ideelt. Andre dage kan du give dit barn et bad i form af etagevask som nævnt ovenfor – rens barnets ansigt, hoved og hals med vatrondeller og numsen med babyservietter efter bleskift.
Lad os gøre klar til badet!
Inden du begynder, skal du have forberedt alt på forhånd. Det vil ikke kun gøre dig og din nyfødte klar til badetid, men det er også vigtigt for sikkerheden, så du ikke bliver distraheret.
- Saml det, du har brug for
- Badekar (måske et Stokke® Flexibath)
- Babyhåndklæder
- Bløde og absorberende håndklæder
- Vaskeklud eller svamp
- Nye bleer
- Rent tøj
- Kande til at hælde vand med (valgfrit)
- Vælg det rigtige sted
Klargør et rent og sikkert område til opsætning af badekarret. Det er også vigtigt at sørge for, at rummet er behageligt varmt, da nyfødte hurtigt kan blive kolde.
- Klargør badeområdet
Hvis du bruger et babybadekar, skal du enten stille det på en flad, stabil overflade eller bruge køkkenvasken eller en ren vask. Læg en skridsikker måtte eller et foldet håndklæde inde i badekarret for at give støtte og forhindre, at barnet glider.
Det anbefales at bruge et redskab i form af en support til nyfødte under 10 måneder for at hjælpe dem med at ligge mere sikkert ved badning.
- Tjek vandets temperatur
Test vandet med albuen eller indersiden af håndleddet for at sikre, at det er behageligt varmt (mellem 32,2 og 37,8 °C). Brug evt. et badetermometer.
Det anbefales generelt ikke at tilsætte noget til vandet som f.eks. badeprodukter eller sæbe den første måned.
- Klæd din baby af
Klæd dit barn af, men pak det ind i et håndklæde eller tæppe, indtil det er tid til at lægge det i badekarret. Husk, at den lille skal holdes varm!
Det er tid til at bade!
Nu, hvor alt er klar, kan du forberede den lille på vandet.
Når du er klar, skal du forsigtigt og sikkert holde dit barn. Støt barnets hoved og nakke med den ene hånd, mens du bruger den anden til at lægge barnet ned i vandet.
Begynd med forsigtigt at fugte barnets krop med varmt vand. I begyndelsen er det vigtigt at hælde eller sprøjte vand over barnet regelmæssigt for at vænne det til at være i badet og holde det varmt.
Brug en blød klud eller svamp til forsigtigt at vaske dit barns ansigt, hals, krop, arme og ben, og vær forsigtig omkring øjnene. Skyl dit barn ved at hælde varmt vand over det med en kop eller din hånd. Vask håret til sidst, da det holder sig vådt i længst tid og kan gøre barnet koldt. Du bør også begrænse dit barns badetid til højst 10 minutter for at forhindre, at det bliver for koldt.
Når badet er slut, løfter du barnet op af vandet, pakker det godt ind i et håndklæde og dupper forsigtigt kroppen og håret tørt. Vær opmærksom på at tørre mellem hudfolderne. Så klæder du dit barn på i rent tøj og med en ny ble.
Når du er færdig med at bruge badekarret, skal du sørge for at skylle det grundigt med vand for at fjerne sæbe eller rester fra badeprodukter. Tør derefter forsigtigt badekarret af med en blød klud, før det foldes sammen til opbevaring. Det hjælper med at holde det rent og forhindrer bakterievækst.
Tid til at knytte bånd
Det er vigtigt at huske på, at hvert barn er unikt, så det kan tage lidt tid at finde den rigtige rutine for dig og dit barn. Badetid er ikke bare en opgave, der skal løses – det er en fantastisk mulighed for at knytte bånd, et øjeblik at se frem til sidst på dagen, hvor du kan sætte dig ned med din baby og tilbringe kvalitetstid sammen.
For at gøre badetiden lidt nemmere kan du kigge på vores tjekliste med alt, hvad du skal bruge til at forberede dit barns ankomst.
Husk, at denne artikel ikke er skrevet af en sundhedsfaglig person. Kontakt din læge for at få specifikke medicinske råd til dine børn.